Hovedbygningen på Skovsgaard udgør en tidslomme fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor godsets sidste slægtsejer, Ellen Fuglede, var barn og levede sammen med sin mor, mormor og morfar samt en lang række tjenestefolk.

Træd indenfor i stueetagens loftornamenterede entré, som fører videre ind i de højloftede stuer med sildebensparket og stuk. Her har herskabet siden ombygningen i 1887 fået serveret deres frokost, holdt hof og fået gulvbrædderne til at knirke.

Stuerne bringer i sig selv historiens vingesus i hu, mens overlevende klenodier udgør et håndgribeligt aftryk fra en svunden tid. I spisestuen står en kamin fra 1600-tallet, der stadig bærer de daværende godsejere Stig Pors og Dorte Abildgaards familievåben.

Desuden hænger en lysprisme fra loftet, der tidligere har hængt i det gamle hofteater ved Christiansborg Ridebane i København. Stuernes vægge er i dag udsmykket med en udstilling, der fortæller historien om Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Naturfond og Skovsgaard.

Tyendet i kælderen

I forlængelse af linnedstuen findes en gammel madelevator, der forbandt det arbejdende tjenestefolk downstairs og det afventende herskab upstairs.

Herfra fører en trappe fra stueetagen ned i kælderen, hvor livet for Skovsgaards tyende udspillede sig. Her boede tjenestefolkene i små og kolde værelser kun få meter fra de køkkener, hvor de spenderede det meste af deres arbejdstid. Over 40 tjenestefolk var ansat af gangen i første halvdel af 1900-tallet.

I tyendets tid var der ikke indlagt vand på godset. Dette udgjorde en daglig udfordring i forbindelse med både madlavning og latrin.